Ikaros

Vi mener, at begrebet social arv bør redefineres og / eller nuanceres, for at det bliver almindeligt accepteret i en ny tidsalder....

Dette nye fokus i samfundet og nyorienteringen mod individet, har fået os til at åbne øjnene mod mønsterbrydere og deres evner. Men disse evner går i retning af at se på kompetencer, og får os til at se på begrebet habitus i stedet for social arv. Dog er social arv egentlig for os det samme. Vores undersøgelse af begrebet social arv viser, at det er det overleveredes konsekvenser, der har betydning, og næsten samme definition indebærer ordet habitus. Altså ikke nogen genetisk, biologisk overdragelse af evner osv., men en overlevering af dispositioner for håndtering af følelser og kompetencer. Denne afklaring af vores begrebsverden gør det muligt for os at se på udviklingens øgede muligheder, fordi begrebet social arv så ikke fremstår så deterministisk og stigmatiserende.

En debat om og redefinering af begrebet social arv er således nødvendig for forståelsen af de udstødte og udstødelsen.

Med den kulturelle frisætning, individorienteringen, der betyder, at man ikke nødvendigvis følger tidligere generationers normer, og vores nye viden - Stern mv., kan den sociale arv ikke bruges som forklaring på sociale problemer.

Begrebet social arv - som noget skæbnesvangert - der uden videre overføres fra den ene generation til den næste, tager ikke højde for samfundsudviklingen.

"Der har som en del af det moderne været en forestilling om, at mennesket ikke var fuldstændigt, og at der ikke var noget bestemt slutmål for dets dannelse. Det skulle danne sig selv for fuldt og helt at blive et menneske. Mennesket var centrum for sin skabelsesproces. Det har altså en kim eller kerne i sig, der kan udfoldes."

Per Schultz Jørgen sen foreslår i stedet begrebet "social ballast" som noget mere åbent, med udviklingsmuligheder for individet i samspil med dets omgivelser.

Dette begreb "Social ballast" helgarderer os mod begge farlige vinkler: Den deterministiske - sygdom er hver mands herre - individet uden indflydelse, muligheder, ansvar og den ny- liberalistiske – ”enhver er sin egen lykkes- og ulykkes smed”, der betyder, at den enkelte kun er afhængige af sin evne til at kunne ”albue-rundsave-sig-frem”.

Svend Aage Andersen skriver i et forsvar for begrebet social arv, at vi bør skelne mellem arven i sig selv og dens konsekvenser - problemerne, reproduktion af privilegier og dis-privilegier. Konsekvenserne afhænger både af individets egen indsats og dets omgivelser, livssituation mv.

Den sociale arvs konsekvenser kan også være indre og usynlige som lavt selvværd og selvtillid. Disse forbliver usynlige - virker ikke direkte forstyrrende på samfundsordenen. Men vi reagerer mod symptomerne - det synlige forstyrrende – med f.eks. misbrug.

Mønsterbryderen har ikke nødvendigvis brudt den sociale arv, - kan stadig have problemer med den lave selvværd og andre indre, usynlige konsekvenser.

Preben Brandt: "Hvad nu hvis dem vi kalder mønsterbrydere i virkeligheden ikke er dem, der bryder noget i sig selv, men bare dem, som har "det" i sig under alle omstændigheder. Så gir` vi alle dem, der ikke bryder mønsteret, en taberrolle" 

Kan man ikke i stedet for begrebet social arv bruge habitusbegrebet ?

Habitusbegrebet synes vi minder meget om ovenstående "social ballast" og "kim / kerne", som både indeholder egne evner og udviklingsmuligheder og også tager højde for omgivelserne / det sociale miljø. 

Citat: ”Bourdieu siger, at habitus er en kropsliggørelse af vores objektive livsvilkår. Det vil sige, at alle de påvirkninger - sociale erfaringer, selvskabte eller påførte, bevidste eller ubevidste, sproglige såvel som kropslige- vi udsættes for, indoptages og lagres i kroppen og bliver til vores habitus. Og det er habitus, der i form af dispositioner bestemmer vores måder at tænke og handle på. Når vi handler, sker det oftest ubevidst – eller rettere førbevidst, da det er vigtigt her at understrege, at det ikke er ubevidst i Freuds psykoanalytiske forstand - via vores habitus.

Vi har igennem vores opvækst dannet nogle vaner, kompetencer, forskellig erfaringer, som styrer vores handlinger, uden at vi er os det bevidst, - Habitus fungerer altså nogenlunde på samme måder som vaner. Men hvor vaner oftest er indlært med bevidst formål, så er habitus altså desuden indlært på det før-bevidste plan. Habitus omfatter også vores etik, moral, normer, som ikke er noget medfødt, men noget der i en eller anden forstand er indlært. Vores habitus er altså resultatet af den socialisation, vi har modtaget.

Citat: ”Derfor har habitus også en stor betydning for muligheden for at kommunikere og muligheden for at lære. Kommunikation mellem bevidste subjekter bygger primært på det ubevidste, som de har fælles. Hvis der er for stort afstand mellem to personers habitus, vil de forstå betydningen af det sagte så forskelligt, at kommunikationen vanskeliggøres eller umuliggøres.

Men samtidig kan denne afklaring få det til at fremstå modsat: denne tankegang kan som ovenstående føre hen imod den nyliberalistiske "enhver er sin egen lykkes smed", idet det så fremstår sådan, at individet har muligheder i kraft af samfundets opbygning, som giver alle lige muligheder. Det oplever vi ikke i vores færden i alle sociale lag. De ulige vilkår ses ofte og denne postmoderne fremstilling af "det unikke menneske" må ikke få os til at stoppe kampen imod disse uligheder

De sociale uligheder kan der kæmpes imod fra mange forskellige sider. En af disse måder er ved børns længere institutionsophold i dag i daginstitutioner, hvor vi så kan arbejde med deres kompetencer. Dermed vil børns ophold i institutionerne være af større betydning og nedtone barnets prægning af opdragelsen ( eller mangel på samme ) i hjemmet. Dette retfærdiggør en øget indsats for at fremme den faglige bevidsthed blandt personalet i skoler og daginstitutioner og for større normeringer.

Maria Aarts udviklede i sin tid principperne for Marte meo efter at have studeret almindelige familiers samvær og kommunikation, og hun bestemte sig for at finde det udviklende i samspillet.
Metoden tager således afsæt i det positive i samværet og i samspillet, i stedet for, som vi ofte gør, i det, som ikke fungerer. Citat: "Marte meo metodens sigte er at identificere de udviklingsstøttende kommunikationspotentialer, der er tilstede i samspillet, og med disse som udgangspunkt aktivere og videreudvikle, de kommunikationspotentialer, der ikke er tilstede i samspillet." 

Susan Weiss har inspireret af Maria Aarts givet nogle direkte brugbare anvisninger på, hvordan professionelle og andre kan forbedre samværet ved hjælp af "Nogle checkpunkter til at vurdere kvaliteten i pædagogens relationer til barnet"

Selvværdet/selvfølelsen kan styrkes ved anerkendendelse / anerkendende relationer:
Anerkendelse betyder, ifølge Løvlie at: "Jeg ser dig som et individ med retten til integritet og en seperat identitet. Jeg giver dig retten til at have dine erfaringer og oplevelser. Jeg behøver ikke godtage dem som rigtige, men jeg er villig til at lade dig have dit syn"
(Kilde: "Pædagogens kompetencer" Kap. af Grethe Kragh-Müller, side 65) 

En af de ting vi skal være opmærksomme på, er at anerkende det enkelte barns valg og ikke bruge vores "magt" til at fremme egne mål. Anerkendelse fra de betydende mennesker i barnets miljø er grundlæggende for barnets udvikling af selvværd. Vi må som rollemodeller også være klar til at gøre barnet bevidst om dets egen anerkendende væremåde (eller mangel på samme)- i dets samspil med andre børn og voksne. Vi skal fremme børnenes selvbestemmelse, men ikke blive bange for at gribe ind i børnenes "frie socialiseringsproces ".
Vi skal være bevidste rollemodeller i vores omgang med børn, kolleger og forældre.

Pædagogens faglige/personlige kompetencer:

• Evne til refleksion. At kunne reflektere over, hvorledes ens egen opdragelse, syn på børn, udviklingssyn, livsorientering, værdier mv. påvirker ens opfattelse og handling i det pædagogiske arbejde
• At kunne skelne mellem barnet og sig selv. Skelne mellem mine behov, følelser, oplevelser og motiver og barnets.
• at kunne se barnet: se det som selvstændigt individ.
• At kunne indgå i dialog med og ligeværdige relationer med barnet. En ligeværdig relation bygger på en gensidig anerkendelse af forskelligheder og afhængigheder. Den enes oplevelser, synspunkter osv. behøver ikke være den andens.
• At tage omsorg for barnet. Barnet og den voksne er ligeværdige, men ikke jævnbyrdige. Den voksne skal bære flere byrder end barnet.
• At kunne rumme følelser. Se og anerkende barnets følelser, samt at kunne have dem og kunne holde dem ud.

( Efter Kragh-Müller i Cecchin:"Pædagogens kompetencer".)

Hvis et barn i børnehaven ikke trives, skal grunden hertil findes. Dette kan gøres ved hjælp af observationer. Når vi observere skal vi være opmærksom på, at ikke alle børn udvikler sig i samme tempo; de gamle stadie-teorier er forældede. -Idag lægges der vægt på, at se på det enkelte barn og tage udgangspunkt i, at børn er forskellige og dermed har individuelle behov. Daniel Stern siger, at det enkelte barn ikke udvikler sig i samme tempo og efter samme skema, men at barnet kan udvikle flere ting samtidig eller på nogle områder falde tilbage i udviklingen. Det er ikke så vigtigt, at de hele tiden er "up to date". Det vigtigste er, at de har mod på at udvikles, og det kan de fleste børn ikke lade være med. Men vi skal naturligvis være opmærksomme på om der er problemer. Vi må endvidere være forberedt på, at vi selv må / kan blive følelsesmæssigt involveret i observationen. Observationen kan ikke undgå at blive præget af observatørens egen habitus. Observationsmetode ifølge Berit Bae :

• Man må bestræbe sig på at være helhedsorientede, istedet for at være fikserede på dele af det enkelte individ/problemfikserede.
• Relationsorienterede istedet for individorienterede .
• Procesorienterede istedet for statiske.
• Anerkende subjektivitet og ikke objektetivitet som ideal.

(Kilde : "Det interessante i det alminnelige" af Berit Bae)
Målet med observationen er at danne sig et helhedsindtryk af barnet. 
Den norske psykolog Siri Næss har udviklet et skema, som ved rigtigt brug giver netop dette: 

Menneskets livskvalitet er afhængigt af, at mennesket:

• Er aktivt dvs.:
  • -har mulighed for på eget initiativ at involvere sig i forhold uden for sig selv.
  • -har energi og kraft til ved egen indsats at gennemføre sine planer og ønsker.
  • -har muligheder for at anvende sine evner og færdigheder.
  • -har frihed til og mulighed for selv at forme sin hverdag.
• Har gode mellemmenneskelige relationer, dvs.:
  • -har mindst et varmt, nært og gensidigt forhold til et andet menneske.
  • -har samhørighedsfølelse til kammerater, forældre, personale i dagtilbuddet.
• Har positiv selvopfattelse, dvs.:
  • -opfatter sig selv som nyttigt og værdifuldt.
  • -oplever at kunne klare hverdagslivets opgaver og krav.
  • -føler sig tilfreds med egen indsats.
• Har en grundstemning af glæde og livslyst, dvs.:
  • -Har intense oplevelser af skønhed og samhørighed med naturen.
  • -føler sig tryg og glad.
  • -føler, at livet er rigt og givende.

(Kilde: taget fra et Siri Næss-skrift, men her sakset fra "Hvor regnbuen ender; et metodeudviklingsprojekt" i forbndelse med et skema man har brugt i børnehaven "Regnbuen" i Ruds Vedby. Her havde man "pludselig" en del truede børn. Ved brugen af skemaet fandt børnehaven ud af, at det var nødvendigt at få diskuteret deres opfattelse af børnene og endvidere deres egne holdninger og normer.Man har forskellig mening om hvad, de forskellige spørgsmål egentlig betyder."Livskvalitetsskemaet" fik personalet til at fokusere på "det hele barn", dets ressourcer og kvaliteter og ikke bare problemerne. Fælles bevidsthed og.....